MIN EGEN OPLEVELSE AF BESÆTTELSEN I DANMARK 1940 - 1945
I 1939 boede jeg sammen med min mor, mine 2 brødre og min mormor i mine bedsteforældres store hus i Gentofte. Der var ingen voksne mænd i huset, for min bedstefar døde i 1935 og mine forældre blev skilt i 1938. Min far giftede sig igen og flyttede til Hørsholm. Vi fik ganske vist en hund, men den var absolut ikke nogen vagthund, nærmere lidt fjollet.
2. verdenskrig var brudt ud 1. september 1939. Tyskerne overfaldt Polen, og kort efter erklærede England Tyskland krig. De voksne fortalte, hvordan Tyskerne havde bombet Polens hovedstad Warszawa. Men Hitler havde underskrevet en ikke-angrebspagt med Danmark. Dvs. at han lovede at lade være med at overfalde Danmark. Ha!
Den 9. april 1940 blev vi vækket ved 5-tiden om morgenen af en uhyggelig brummen oppe fra himlen. Vi fór hen til vinduet og kiggede op i luften. Der så vi mange store bombemaskiner, som cirklede rundt og rundt. De var tydeligvis parat til at bombe os sønder og sammen – lige som de havde gjort med Warszawa.
Vi blev alle sammen meget bange, og min mor ringede til en af sine brødre. Han kunne fortælle, at vi var blevet besat af tyskerne. Hitler havde altså løjet med den ikke-angrebspagt!
De danske soldater kunne ikke stille meget op imod Hitlers enorme krigsmaskine. Vi overgav os og blev ikke bombet. I stedet for smed flyverne flyvebladet ”Oprob” (der skulle nok have stået ”Opraab”) ned. Selvom der ikke var så meget at grine af smilede vi af Oprob, hvor danskerne blev opfordret til at bevare ro og orden. Foruden det, stod der, at tyskerne bare ville beskytte os mod englænderne og noget andet sludder.
Der blev nu købt sort stof til at komme for vinduerne, da der ikke måtte komme lys ud fra husene om aftenen, og gadelygterne blev slukket. Eventuelle overflyvende, engelske maskiner skulle have svært ved at orientere sig over det mørkelagte Danmark.
Et stykke tid efter besættelsen fik vi besøg af en gammel husven, som hed Ejnar Krenchel. Det viste sig, at han var nazist og samtidig en stor beundrer af Hitler. Ved kaffebordet efter middagen kom han op at skændes med mor, og min mormor blev rød i hovedet. Pludselig rejste hun sig demonstrativt og gik over i sit eget værelse uden at sige farvel til Ejnar. Næste dag sagde hun, at hun aldrig mere ville se Ejnar Krenchel i sit hus. Det var mor enig i.
Mor besøgte dog Ejnar Krenchel en enkelt gang derefter. Og jeg husker, at hun fortalte min mormor, at han havde haft besøg af en tysk officer. Mor var kommet i et voldsomt skænderi med tyskeren. Tilsidst havde han sagt:
”Pas De bare på, lille Frue, at vi ikke kommer og henter Dem en dag!”
Det blev vi alle sammen meget forskrækkede over, og der blev talt om, at mor skulle sove oppe på loftet i den næste tid. Men så sagde min mor, at det nok var det første sted, tyskerne ville lede.
Jeg tror, at det var efter den hændelse, jeg begyndte at være bange. Da der blev sat luftværnssirener op rundt om i byen, lærte vi, at den svingende lyd (som var meget uhyggelig) betød overflyvning af engelske flyvere. Man skulle da gå ned i sit beskyttelsesrum i kælderen. En høj enkelt tone betød afblæsning.
I sommeren 1943 var vi i Hornbæk. Der var ingen luftalarm, men mange nætter hørte vi tyskernes antiluftskyts brage løs. Når det skete, var jeg så bange, at jeg måtte ned at sove hos min far.
På et eller andet tidspunkt begyndte danske modstandsfolk at lave sabotage. Jeg husker specielt, at en klassekammerats far havde fået sprængt sin radiofabrik i luften, fordi han arbejdede for tyskerne. Husker bestemt også, hvor rystet, klassekammeraten var, da hun kom i skole den morgen efter sabotagen.
Den 29. august 1943 ville tyskerne arrestere de danske jøder og føre dem til tyske fangelejre. Men nyheden slap ud, og den danske befolkning gjorde en stor indsats for at redde jøderne og få dem i fiskerbåde til Sverige.
En af mine tanter var jøde, og hun blev skjult i et sommerhus i Sydsjælland. Min fætter og kusine flyttede ind hos os i Gentofte. Dengang fik jeg bare at vide, at de var ”på besøg”. Min onkel fik udarbejdet ”en arier-attest”, som skulle bevidne, at der ikke var jøder i hans familie, mange slægtsled tilbage. Det lykkedes ham da at få tilladelse til at tage sin kone og 2 børn med til Sverige. Men få måneder senere lukkede tyskerne også denne udvej for ”blandede” ægtepar.
Den 6. juni 1944 kom Invasionen, hvor englænderne og amerikanerne gik i land på den franske kyst og oprettede den stærke Vestfront mod tyskerne. I Rusland var den tyske hær blevet slået, og resterne af hæren var på vej tilbage med russerne lige i hælene.
Den 21 marts 1945 blev tyskernes hovedkvarter i København, Shellhuset, bombet. Men ved en forfærdelig fejltagelse faldt der også nogle bomber i Den franske skole, der lå i nærheden.
Jeg husker, at vi fik denne skrækkelige nyhed at vide, da vi var samlet nede i skolens tilflugtskælder, og hvor dybt chokerede, vi var. Det var jo jævnaldrende skoleelever, som var blevet såret eller dræbt, på denne meningsløse måde.
I foråret 1945 frygtede vi, at selve befrielsen af Danmark ville betyde, at krigs-handlingerne mellem tyskerne og de allierede kom her op. Derfor var badekarret altid fyldt med vand, og vi havde sørget for at have konserves i huset.
Men den 4. maj om aftenen kom min storebror dansende ind i mit værelse, mens han sang: ”Der er fred, der er fred, der er fred!!” Og så løb vi ud på Bernstorffsvej og jublede sammen med alle de andre mennesker, der var strømmet ud af husene.
Da det blev mørkt, satte folk lys i vinduerne, og man hørte glade stemmer fra haver og altaner i den lune forårsnat.
Således endte besættelsen for mit vedkommende.
|