00

RESEARCH I DE ÅRHUSIANSKE KLOAKER

I ”Leon overlever” skal Leon være med til at smugle våben ind i ghettoen, som forberedte en opstand mod tyskerne i foråret 1943. Våbensmuglingen foregik bl.a. gennem Warszawas kloaksystem.

Det gik ikke godt med at skrive kapitlet. Hvordan var der rent faktisk nede i en kloak? Jeg tænkte, at der måtte være en frygtelig stank og så selvfølgelig en masse rotter. Jeg fik så den idé, at jeg måske selv kunne prøve at gå ned i dybet.

Men det hele var ikke så enkelt. Jeg skulle først og fremmest have en tilladelse af Århus Kommune. Det fik jeg dog, men det blev på eget ansvar! Og inden ”ekspeditionen” skulle jeg tale med lederen af Århus´ kloaksystem, hr. Abildgaard.

Han fortalte mig bl.a., hvor rotterne holdt til – ikke i vandet, men i siden af kloakkerne, særligt i de gamle af mursten, som var noget forvitrede.

Da dagen oprandt, mødte en journalist og en fotograf fra ”Århus Onsdag” op. De havde fået lov til at komme med ned. Jeg fik en kedeldragt på, og hr. Abildgaard firede et måleapparat ned i kloakken. En af kloakarbejdere ved siden af mumlede:

”Nå, sådan nogle fine målinger bliver sgu ikke foretaget, når vi skal derned!”

Han fortalte videre, hvor beskidt og farligt deres arbejde var, og at mange af deres kolleger var blevet syge.

Alt det – sammen med skrækken for rotterne – gjorde mig ikke mindre nervøs. Jeg var rigtig bange (og smilene på fotografierne er ikke ægte). Ned kom jeg, og så begyndte jeg at synke ned i ”dyndet”. Jeg råbte rædselsslagen! Men én råbte, at jeg kun kunne synke ½ halv meter! Betryggende… men jeg sank nu ikke så langt. Sammen med journalisten og fotografen gik jeg lidt rundt dernede, men undlod helt og aldeles at kigge ud til siderne, hvor rotterne kunne være.

Så kunne jeg ikke komme helt op af kloaknedgangen, der var 5 meter dyb. Jeg kravlede, så langt jeg kunne, op ad de små jerntrin, og så tog hr. Abildgaard og en af arbejderne fat i mig (oppefra). Som en prop, der bliver trukket op af en flaske, røg jeg op på gaden, hvor de i øvrigt havde stillet vejskilte op, så trafikken måtte køre uden om.

Herefter gik jeg lige hjem og skrev kapitlet ”Gennem kloakkerne” i ”Leon overlever”.



Klik her for at få dit eget GoMINIsite